Konflikter med børn og unge - Gratis workshop
Forstå dit barns adfærd og få nye redskaber til at håndtere konflikter
Når situationen løber af sporet...
”Jeg vil ikke!”, ”Nu stopper du!”, ”Du forstår ingenting, mor!”… Hvem har ikke prøvet at stå i en situation som forælder, der ender lige præcis der, hvor man ikke ønskede at komme hen? Gode intentioner og planer ender endnu engang i en udmattende og frustrerende konflikt, måske endda med råben og hårde ord. Uanset om du har mindre børn eller teenagere, har du sikkert været der og kender følelsen af, at det her fik du ikke løst på den måde, du havde ønsket…
Relevant for alle forældre
Ideen til en åben workshop om konflikthåndtering opstod i huset På Sporets forældrenetværk. Et netværk, som har eksisteret siden foråret 2023 og består af en gruppe forældre, som - ligesom alle andre forældre - ønsker at være de bedste forældre for deres børn og unge, samtidig med, at de også selv har noget, de kæmper med indimellem. På Sporet er et hus for alle i kommunen over 18 år, som står et svært sted i livet – eller som bare søger nye fællesskaber, siger aktivitetskoordinator, Henriette Mortensen og fortæller videre: ”Forældrenetværket mødes her På Sporet et par gange om måneden, hvor de har et trygt fællesskab, som skaber basis for nogle super gode snakke. Indimellem har jeg fået lov til at være på besøg i netværket, og her er det jo gået op for mig, at mange af de emner, de berører, handler om udfordringer, som ALLE forældre kender til. Derfor fødtes den ide at lave workshops, der er åbne for alle forældre i Rudersdal med bidrag fra nogle dygtige fagpersoner og med mulighed for erfaringsudveksling forældre imellem. I den forbindelse har vi indledt et samarbejde med vores kolleger i kommunens Familiehus, som har stor faglig viden og erfaring på området – og som heldigvis også kunne se fidusen i samarbejdet og workshoppen.”
Oplæg og erfaringsudveksling
Workshoppen finder d. 11. september kl. 16-18, og det er familiebehandlerne Marianne Ansbøl og Kristian Rohrberg, der står for oplægget, som vil tage udgangspunkt i input fra På Sporets forældrenetværk, med en vekslen mellem små oplæg og drøftelser i grupper. ”Vi vil blandt andet komme ind på følgende emner”, fortæller Marianne Ansbøl:
- Kort om børns udvikling og behov
- At se barnets adfærd som en invitation og et sprog til at fortælle noget.
- At møde barnet nysgerrigt, anerkendende og lyttende
- Nedtrapningsstrategier
”Til sidst vil der være en kort opsummering, og så slutter vi af med en kort præsentation af forskellige muligheder for støtte og forældrefællesskaber. Vi glæder os meget til at afprøve dette nye initiativ til gavn for alle forældre i Rudersdal”, slutter Marianne Ansbøl.
Kontakt og tilmelding
Workshoppen foregår hos På Sporet, Rønnebærvej 19 i Holte, 11/9-24 kl. 16-18.
Det er gratis, men der er et begrænset antal pladser, som fordeles efter først til mølle-princippet. Tilmelding hos aktivitetskoordinator Henriette Mortensen på 72683363 / mail hemo@rudersdal.dkk