Få nye redskaber til at styrke dit mentale helbred
Aktuelle kurser hos På Sporet
""Ud i Naturen" og "Forstå vejen gennem Angsten" er begge læringsforløb / kurser, som tilbydes gratis hos På Sporet til dig, der bor i Rudersdal og har en psykisk sårbarhed.
Fylder angsten så meget, at den forhindrer dig i at gøre de ting, du gerne vil?
D. 30. september starter et nyt "Forstå vejen gennem Angsten-forløb" hos På Sporet. Holdet vil bestå af en mindre gruppe, som mødes i alt 8 onsdage. Derudover vil der være en forsamtale og en opfølgningssamtale. Sammen vil vi udforske viden om angst. Vi vil sammen afdække angstens mange udtryk og finde redskaber til og muligheder for at bryde angstcirklen. Forløbet giver desuden mulighed for at blive en del af et fællesskab med andre, der har det lige som dig selv. Under hele forløbet arbejder du ud fra din egen problematik med at tilegne dig redskaber og bruge øvelser tilpasset dig selv - herunder hjemmeøvelser, du kan afprøve mellem mødegangene.
Har du lyst til at opleve, hvordan naturen kan give dig nye redskaber til at mestre dit liv?
Så er læringsforløbet "Ud i Naturen" måske noget for dig. Dette forløb starter d. 15. september og forløber over 10 tirsdage. Vi er sammen om dét, der sker i naturen, vi følger årstidens gang og vi lærer stille og roligt os selv og naturen bedre at kende gennem øvelser og naturaktiviteter. Naturen hjælper med at genoprette balancen i dit kropslige og mentale system, og du får redskaber til restitution og sundhedsfremme ved hjælp af øvelser for sanser, krop og åndedræt. Vi er i naturen og mærker dens kraft i blæsten over Furesøen. Vi ser den i efterårets forvandling af træernes løv fra grønt til flammende farver. Vi oplever den i myrernes og fuglenes travle liv, og du får mulighed for at finde din egen styrke i naturen...
Mere info:
Læs meget mere på selve invitationerne til de to læringsforløb. Du kan finde dem på vores Interaktive Borgerguide (vi hjælper dig gerne med at oprette en profil), ligesom du kan finde dem i printet udgave hos På Sporet og i Åben Rådgivning. Eller du skal være så velkommen til at ringe til På Sporet på mobil 72683363 (Henriette) og få dem tilsendt. Eller du kan ringe direkte til de medarbejdere, der står for forløbene:
Ud i Naturen - Ring til Michelle på 72683420
Forstå Vejen gennem angsten - Ring til enten Louise på 72683435 eller Marianne 72683399